Fodbold i coronaens skygge

Coronaen hærger stadig i Danmark, men på trods af det bliver der stadig spillet fodbold i Superligaen. Det er dog ikke helt, som det plejer.

På de danske stadions må man i øjeblikket nemlig kigge langt efter tilskuere, hvilket utvivlsomt er med til at forringe det samlede produkt betragteligt.

 Det er selvfølgelig noget, der koster på pengepungen i de forskellige klubber, der både må undvære billetindtægter og indtægter fra salg af mad og drikke samt merchandise på stadion. Det er helt sikkert noget, der kan mærkes nu, hvor det efterhånden er et år siden, tilstandene på stadion har været normale.

Pressen må stadig komme til kampene, men der er også ændret en del på de muligheder, der er for os under den her coronapandemi. På Odense Stadion er der selvfølgelig et presserum, hvor pressen normalt har adgang før og efter kampen, hvor der også er forplejning i pausen, men det er også et år siden, der var åbent der.

Med de seneste restriktioner skal pressen også bære mundbind under hele kampen, også når man sidder ned, og så ellers blive siddende på sin plads så meget som overhovedet muligt.

Selvom en fodboldkamp langt fra er det samme, når der ikke er tilskuere til stede, og selvfølgelig heller ikke giver det samme, når man sidder hjemme foran TV skærmen, så er der den lille ’fordel’, at når man sidder som presse på tribunen, så kan man høre, hvad der bliver snakket om på banen og på de to bænke, hvilket godt kan være meget interessant.

Hvis man ser bort fra det, så er der dog også kampe, hvor man nærmest kan sidde med en følelse af, at man ser en træningskamp. Den der stemning der mangler, når der ikke er nogle tilskuere, fylder simpelthen for meget.

For spillerne har det selvfølgelig også den betydning, at man ikke længere kan blive ’båret frem’, som man kan have en følelse af, når man spiller for et fyldt stadion. Det har selvfølgelig også krævet noget af dem for at indstille sig på, at kampene nu er en lidt anden oplevelse.

Hvornår tilskuerne igen kan vende tilbage på stadion, og hvor mange der i så fald vil blive åbnet op for, er et spørgsmål, der er svært at svare på lige nu, men én ting er sikkert, og det er, at tilskuerne og stemningen er savnet, og det bliver en kæmpe fest, når man igen kan vende tilbage til normale tilstande på Odense Stadion og alle andre stadions i Danmark.

Scroll til toppen