Udmelding vedr. Yankuba Minteh

Søndag eftermiddag måtte vi se langt efter Yankuba Minteh på banen, da han havde brudt de interne husregler for truppen i OB. Derfor valgte truppen og den sportslige ledelse at give ham en intern straf, der betød, at han ikke var med i søndagens kamp. Det har vi fuld forståelse for, og det er håndteret, som det bør håndteres. Internt.

Derfor skulle man også mene, at det nu er overstået, men desværre må vi fans vente længere tid på at se Minteh på banen. Der er nemlig sket det, at nogle halvhjerner har sendt en bunke ubehagelige beskeder afsted til Minteh, hvorfor han nu er sygemeldt, som OB netop har meldt ud.

Det er noget, som vi finder fuldstændig uacceptabelt, og det er skammeligt at der her finder sted. Yankuba dummede sig – ja. Han fik sin straf – ja. Men det er en personalesag, som klubben har folk ansat til at tage sig af. Trusler og mishagsytringer i den grad, som vi er blevet gjort bekendt med – de skal ALDRIG finde sted!

Vi er ikke bekendt med identiteten, på dem der er gået langt over grænsen for, hvad der er acceptable følelser at vise. Du må hjertens gerne være passioneret, men det her er milevidt fra, hvad der er acceptabelt, og det er ikke en adfærd, vi i fanmiljøet hverken vil identificere os med – eller for den sags skyld acceptere.

Vi ønsker dig, Yankuba Minteh, rigtig god bedring – og så glæder vi os fantastisk meget til, at du igen er klar til at komme i aktion på banen. For den klub som vi alle står bag.

Blok B
De Stribede
Ultras Odense
The Province Boys
Centro