Vi fløjter sammen med Aarhus Fremad til Kamp mod Ludomani og kickstarter ny national kampagne, der skal stille skarpt på ludomaniens konsekvenser: ”Hver dag bliver 30 danskere med pengespilsproblemer ramt af selvmordstanker”.
Kampagnens statistik skal rykke ved opfattelsen af gambling som harmløs underholdning.
I dag lever 478.000 danskere med varierende grader af pengespilsproblemer, svarende til cirka hver 10. dansker. 50.000 er registreret hos ROFUS og 24.500 børn og unge under 18 har et problematisk forhold til gambling.
Centerleder, Henrik Thrane Brandt fra Center for Ludomani fortæller om kampagnen:
”At have ludomani er forbundet med en stor skyld og skam. Det er ofte også forbundet med en uoverskuelig gæld, og derfor kan tanken om selvmord føles nærliggende. Mange har et skævt billede af, hvem der kan blive afhængige af pengespil, men faktum er at ludomani kan ramme os alle. Derfor er det bekymrende hvor mange unge mennesker, der oddser, når de ser fodbold eller spiller online kasino i klasselokalet. Vi har brug for en ny samtale om betting.
Målsætningen med kampagnen er at flere får øjnene op for at gambling kan være et alvorligt problem. Vi håber, at kampagnen kan være med til at starte en samtale og give modet til at italesætte problemerne, som vi ved, at mange mennesker døjer med.”
Kampagnen står på skuldrene af en bredere indsats, der skal udfordre betting som ”nationalsport”, hvor vi, ud over med Aarhus Fremad , også har indgået et samarbejde med 1. divisionsklubben B.93 og OB Officelle fanklub, De Stribede.